Forårs-event hos Galleri Milo, 2. april – 30. april 2023

Dage: 2. april – 30. april 2023.

Fernisering: 2. april kl. 11-16. Galleriet vil byde på lidt godt til smagsløgene. Kunstnerne forventes at være til stede på ferniseringsdagen.

Åbningstider: Torsdag-mandag: kl.11-16. Tirsdag-onsdag LUKKET dog åbent efter aftale

Sted: Galleri Milo, Rynkeby Bygade 10.

Martin Spang Olsen har så mange professionelle titler, at et visitkort vil skulle være meget stort for at rumme det hele. En af titlerne er billedkunstner. Sådan måtte det næsten blive med de forældre – Ib Spang Olsen og Nulle Nørgaard. Sidstnævnte er med, når sønnen i april udstiller i Galleri Milo i Rynkeby. 

Martin Spang Olsens malerier udfolder steder og landskaber, som han har besøgt og set, men det er ikke en nøje fotografisk afbildning, beskueren møder. Derimod iscenesætter Martin Spang Olsen et kalejdoskopisk udtryk ved hjælp af farver og lys, hvor det figurative motiv langsomt udviskes til et større sansebombardement med flere lag, der på én gang virker velkendt og fremmed. … I det abstrakte farveflimmer fanger Martin Spang Olsen flere øjeblikke end blot ét og skildrer med sit maleriske udtryk mere, end vi kan iagttage med det blotte øje. Lys og farve intensiveres, skygger erstattes af spejlinger i forskellige nuancer, og billedet fremstår som en overmættet virkelighed, hvor tiden forsvinder, og flere dimensioner mødes.

Nulle Øigaard, Martin Spang Olsens mor er også billedkunstner, men på et helt andet felt end sønnen. Hun er især kendt for sine tekstilcollager, inspireret af Middelhavslandenes farveholdninger. Nulle Øigaard har udført flere store udsmykningsopgaver, blandt andet for Novo Nordisk, Tivolis Koncertsal og Danmarks Nationalbank.

De to kunstnere vil fylde Galleri Milo med deres farverige kunst, der i sig selv udtrykker den optimisme og livsglæde som Rene og Kirsten Milo oplever at der er hårdt brug for i denne  tid.

 

Kategori: